Berømthedernes "deep fakes" medvirker allerede i film, hvilket rejser juridiske og etiske spørgsmål om det digitale liv efter døden.
Hollywood er oversvømmet af debat om 'deep fakes', 'digital likeness' eller 'digital twins', som alle betyder stort set det samme: digitalisering af skuespilleres fysiske former og stemmer ved hjælp af AI.
Skuespillere fra fagforeningen SAG-AFTRA sluttede sig for nylig til forfattere fra WGA for at protestere mod brugen af AI at kopiere og erstatte menneskelige bidrag til den amerikanske filmindustri.
Man skulle tro, at det mindste, du behøver for at opnå dette, er up-to-date scanningerDet kan være billeder og optagelser af en persons krop, gangart, stemme og så videre - men det er ikke nødvendigvis tilfældet.
Et eksempel på et ikon, hvis "digitale tvilling" skal medvirke i en ny film, er James Dean, som på tragisk vis døde i en bilulykke i 1955.
Flere årtier efter sin død er Dean blevet castet som stjerne i en kommende film med titlen "Back to Eden", opkaldt efter filmen "Øst for Paradis" fra 1955.
AI-teknologi skabte en digital klon af Dean, så han kunne gå, tale og interagere med andre skuespillere i filmen.
Deans image varetages af mediebureauet WRX og dets søsterlicensselskab CMG Worldwide, som også repræsenterer stjerner og offentlige personer lige fra Amelia Earhart og Bettie Page til Malcolm X og Rosa Parks.
CMG Worldwide beskriver dets tjenester: "CMG er den aktive forretningsagent for over 200 af disse eftertragtede kunder. I vores fjerde årti med at bevare, fremme og beskytte vores kunders arv giver vi licens til vores kunders intellektuelle ejendom til de største virksomheder i verden."
Da Dean døde, efterlod han sig en samling af film, fotografier og lyd, som WRX kalder "kildemateriale".
Disse materialer behandles af et team af eksperter for at skabe en digital kopi, der ser ud, lyder, bevæger sig og 'opfører sig' som Dean. Der er ikke behov for opdaterede billeder, video- og stemmeoptagelser.
Det er ikke nyt, at skuespillere optræder posthumt på skærmen, takket være avanceret digital teknologi. Berømtheder som Carrie Fisher, Paul Walker og Harold Ramis har medvirket i posthume filmroller.
Juridiske og etiske konsekvenser
Deep fakes fremkalder hidtil usete juridiske og etiske spørgsmål.
Hvem ejer rettighederne til en persons 'billede' efter døden?
Hvem styrer en persons posthume karriere og med hvilket formål? Kan de f.eks. bruges til reklamer, brand promotion og andre kommercielle formål?
Som man kan forvente, er der ingen nemme svar. Når en berømthed dør, overgår "publicitetsrettighederne" typisk til den nærmeste familie eller til den part, der har fået rettighederne i et testamente.
Selv hvis en berømthed skriver i sit testamente, at deres "digitale billede" ikke må bruges, garanterer det ikke evig beskyttelse. For eksempel begrænsede Robin Williams brugen af sit billede efter sin død, men det skulle angiveligt udløber efter 25 år.
Juridiske eksperter fremhæver også, at når nogen dør, er det relativt ligetil for deres familie at "sælge dem ud", uden at de ved det (naturligvis).
Desuden ændrer denne teknologi sig hele tiden - berømtheder, der underskrev brugen af deres 'kildemateriale' i 60'erne, 70'erne osv. havde ingen anelse om, at det kunne bruges til at genoplive dem i digital form.
Og hvad med de psykologiske konsekvenser af den digitale 'genopstandelse'? Deans fætter, Marc Winslow, siger: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det. Jeg vil gerne have, at han bliver respekteret. Han var virkelig engageret i skuespillet og tog det meget alvorligt. Jeg ville ønske, at det samme billede blev projiceret."
Digitale fodspor er alt, hvad du behøver for at klone nogen
Moderne berømtheder - og stort set alle med en betydelig offentlig tilstedeværelse - efterlader et digitalt fodaftryk gennem deres arbejde og interaktioner på de sociale medier.
Det er ligetil at klone dem, uanset om de giver tilladelse eller ej. Alt, hvad du behøver, er noget 'kildemateriale'.
Teknologien er der, og det er usædvanligt svært at beskytte sig mod digital kloning efter døden.
