Betal nogen én gang, og få dem til at arbejde for evigt - det er toppen af effektivitet.
Og det er netop, hvad Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP) går efter midt i strejkerne i Hollywood.
I studieledernes øjne er kunstig intelligens en uimodståelig mulighed. Når alt kommer til alt, hvis teknologien kan gengive skuespillernes præstationer så præcist, hvorfor så overhovedet bære omkostningerne ved at ansætte dem?
Med en enkelt betaling for en "digital lighed" bliver skuespillere - mennesker - overflødige og erstattet af digitale faksimiler, der ikke kræver hvile, ikke stiller krav og ikke har noget fagforeningskort.
AMPTP repræsenterer bl.a. Netflix, Disney og store amerikanske nyhedsnetværk og er en af verdens stærkeste og rigeste branchealliancer.
Hvad angår Hollywoods fagforeninger, blev Screen Actors Guild (SAG) grundlagt under den store depression, da studierne begyndte at ansætte "effektivitetsspecialister" for at skære i lønningerne og få mere ud af instruktører, skuespillere, forfattere og andre skabere. Det blev fusioneret med American Federation of Television and Radio Artists (AFTRA) i 2012.
På samme måde som dengang er "effektivitet" blevet et kodeord for grådighed og en løgn, som vi bedømmer vores produktivitet ud fra.
Omkostningsbesparelser skaber værdi for interessenterne, når presset begrænser produktiviteten, men presset udefra er typisk midlertidigt, mens konsekvenserne af at skære i omkostningerne ofte er permanente.
Hollywoods konflikt drejer sig om den manglende forbindelse mellem dem, der forvalter branchens rigdom, og de skuespillere og kunstnere, der holder hjulene i gang.
Disneys administrerende direktør Bob Iger sagde om strejkerne"Det er meget foruroligende for mig. Vi har talt om forstyrrende kræfter på denne virksomhed og alle de udfordringer, vi står over for, genopretningen fra COVID, som er i gang, den er ikke helt tilbage. Dette er det værste tidspunkt i verden at tilføje til den forstyrrelse."
Han fortsatte: "Der er et forventningsniveau, som de har, som bare ikke er realistisk. Og de føjer til de udfordringer, som denne virksomhed allerede står over for, og som helt ærligt er meget forstyrrende."
SAG-AFTRA-præsidenten Fran Drescher svarede: "Jeg kan ikke tro det, helt ærligt: Hvor langt vi er fra hinanden på så mange områder. Hvordan [filmstudierne] påberåber sig fattigdom, at de taber penge til højre og venstre, mens de giver hundredvis af millioner dollars til deres direktører. Det er modbydeligt. De burde skamme sig."
Og deri ligger det tomrum i holdninger og hensigter, som i første omgang giver næring til fagforeningsdannelse.
Udfordringen for SAG-AFTRA og WGA er, at Iger og andre studieledere har penge og magt til at trække sagen ud til den bitre ende, og det ved de godt.
Påen anonym leder selv gik så langt som til at sige"Slutspillet er at lade tingene trække i langdrag, indtil fagforeningsmedlemmerne begynder at miste deres huse."
Ron Perlman skød tilbage i en siden slettet Instagram-video og sagde: "Der er mange måder at miste sit hus på. En af dem er at finde ud af, hvem der **** sagde det. Og hvor han ****** bor."
Det er kampsnak, og det er ikke første gang, Hollywood er blevet en kulturel slagmark.
AI-drevet effektivitet truer kreativiteten - men det er vores beslutning at træffe
Vi er nødt til at gentænke "effektivitet" i AI-verdenen, da det måske ikke er det universalmiddel for vækst, som vi opfatter det som.
I virksomhedsmiljøer betragtes effektivitet nogle gange som et problematisk buzzword, der står i modsætning til den kreative proces.
Kreativitet er ineffektivt - det er iterativt og uforudsigeligt - man kan ikke opfinde noget nyt uden at fejle flere gange i processen. Effektivitet sker senere, langt efter den første brainstorm og idéudvikling.
I sin bog fra 2001 "Slap af: At komme forbi udbrændthed, travlhed og myten om total effektivitet". Tom DeMarco, en førende ledelseskonsulent for Fortune 500-virksomheder, forklarede, hvorfor effektivitetsbestræbelser kan bremse en virksomhed.
Han argumenterer for 'slack', en grad af frihed, der gør det muligt for kreativiteten at blomstre og skabe produktivitet. Med hans ord: "Slack giver mulighed for forandring, fremmer kreativitet, kvalitet og frem for alt vækst", og "Det er muligt at gøre en organisation mere effektiv uden at gøre den bedre. Det er det, der sker, når man fjerner slack."
I forbindelse med de kreative industrier har AI ændret effektivitetens natur ved at kopiere kreative processer og pakke dem ind i en digital grænseflade.
Tænk på ChatGPT - det har lært af millioner af bøger, essays og andre menneskelige værker at reproducere deres metoder og eksportere dem som en formel.
Det samme kan siges om billedgeneratorer som MidJourney og Stable Diffusion, der lærer af menneskelige kunstværker for at generere nye værker, som grundlæggende er afledte, selv om de på overfladen ser spektakulære ud.
Det er også værd at nævne, at komplekse AI-arkitekturer, som neurale netværk, er modelleret i analogi med den menneskelige hjerne. AI lærer af menneskelig information og efterligner menneskelig beslutningstagning.
Situationen i Hollywood bygger på AI's evne til at erstatte komplicerede kreative processer. Avancerede AI'er kan simpelthen kopiere en gennemprøvet formel - som Tom Cruises kraftfulde stunts eller Morgan Freemans tidløse stemme - og ompakke den, så den kan genbruges efter behag.
I stedet for at ansætte nye skuespillere skulle man blot gå ind i en database og vælge fra en digital række, ligesom man gør med figurer til et videospil.
At fremmedgøre stort set alle, der har gjort Hollywoods film- og tv-industri til det, den er i dag, er en højrisikostrategi, især når man tænker på, at Hollywood-studierne har "de-risket" i de senere år.
Virksomheder på tværs af mange sektorer må spørge sig selv, om AI's kortsigtede effektivitetsforøgelse er konsekvenserne værd. Der vil komme en modreaktion, og Jeg spekulerer på - jeg håber - at autentiske menneskelige bidrag direkte og indirekte vil skabe værdi for dem, der tager dem til sig.
Det er muligt, at de, der fortsætter med at investere i menneskelig kreativitet, vil adskille sig fra deres AI-drevne konkurrenter ved simpelthen at gøre, hvad de gjorde, før AI var en mulighed.
Det er måske ønsketænkning, men de første tegn er positive. For eksempel indarbejdede Marvel AI-genererede credits i deres seneste show Secret Invasion og var efterfølgende kritiseret for det på de sociale medier.
På samme måde i den nye Black Mirror-episode "Joan er forfærdelig,” Hollywood-stjernen Salma Hayek reagerer på, at hendes digitale billede er blevet brugt af et produktionsselskab uden hendes viden, og den instinktive reaktion hos de fleste seere er noget i retning af "Det er noget rod".
Ja, Netflix, som tilhører AMPTP, ejer rettighederne til serien - skæbnen elsker ironi.
Hollywoods fagforeninger går ikke imod strømmen - det ser ud til, at folk er ved at lære at identificere, når AI bliver misbrugt, og tager parti imod det.
Det handler ikke om helt at undgå AI's rolle i kunsten, men om at opretholde den kreative proces' suverænitet og dens iboende værdi. AI og menneskelig kreativitet er kompatible, hvis vi ønsker det, men de passer ikke så godt sammen lige nu.
I sidste ende er debatterne om AI's indflydelse på de kreative industrier en test, den første af mange.
Hollywood er dens ground zero.
